Hestehaveskolen
Den fri Hestehaveskole er en moderne friskole med ca. 200 elever fra 0.-9. klasse.
Det forpligtende fællesskab er en afgørende værdi i vores dagligdag og i vores visioner for skolen. De mange løfter den enkelte, det er fællesskab før individ.
Vi vægter traditioner og fornyelse lige højt, og vi er meget bevidste om, at vores frihed til at lave god skole ikke er en frihed fra noget men derimod en frihed til at lave det bedst mulige skoletilbud til børn og unge på DfH netop nu.
Derfor skal vi være nysgerrige, opsøgende og modige i vores måde at tænke og lave skole på, og derfor er vi ofte i gang med at ”finde den helt rigtige form” sammen med elever og forældre.
God undervisning aktiverer hele kroppen, og vores fantastiske omgivelser giver os rigtig gode muligheder for at lave en sjov og afvekslende skoledag, hvor alle har gode muligheder for at være, lære og udvikle sig. Skole er noget vi gør sammen på Den fri Hestehaveskole.