Forældresamarbejde i Børnehaven
Kommunikation og dialog
Et tillidsfuldt samarbejde mellem børnehave og forældre er helt afgørende, når det handler om vores børns trivsel, læring og udvikling.
Vi forventer en åben, ærlig og respektfuld kommunikation, og gør en dyd ud af at tale sammen, hvis eller når noget bliver svært. Vi vil altid gerne tale med forældre, men vi vil også gerne have mulighed for at gøre det på en professionel og forberedt facon. Fang os når I henter eller aflevere eller ring for en aftale.
Har du noget på hjerte, så henvend dig til den rette.
Dit barns trivsel og dagligdag
Tal med primær voksen
Børnehavens pædagogiske retning eller undren
Tal med afdelingslederne
Strategiske input eller skolens/børnehavens værdier
Tal med bestyrelsen
Vi sender ugentligt nyhedsbreve ud i den forventning, at forældre læser dem og forholder sig til indholdet. Det er en vigtig del af at være forælder på en friskole og børnehave. Vi forventer også, at forældre tager stilling til vores børnehave, vores pædagogik og hverdag, og søger en åben og nysgerrig dialog omkring det at lave den bedste børnehave for jeres børn.
Vi forventer, at forældre deltager i forældremøder, arbejdsdage og arrangementer, og at forældre tager aktivt del i skolens, herunder børnehavens liv og udvikling på en positiv, nysgerrig og konstruktiv måde. På den måde bidrager forældre til fællesskabet og viser børnehave og personale tillid.
Børn er forskellige, har forskellige behov og kommer med vidt forskellige baggrunde. Det er en kæmpestor styrke i vores fællesskab og i vores samfund. Af og til kan forskelle udfordre. Vi er meget bevidste og overbeviste om, at det på Den fri Hestehaveskole er ”fællesskab før individ”. Det er fællesskabet, der løfter den enkelte, det er i fællesskabet, at vi vokser og finder tryghed og mod, og det er i fællesskabet, sammen med andre, at vi finder vores vej hver især.
Derfor må vi af og til arbejde med forskellighederne, så den enkelte ikke fylder for meget på bekostning af de mange.
Principper for forældresamarbejdet:
- Forældre er velkomne til at deltage i leg, aktiviteter og rutiner i børnehaven.
- Medarbejderne skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
- Samarbejdet skal bidrage til, at barnet får en god og tryg børnehavetid.
- En åben, ærlig og tillidsfuld relation, hvor ligeværdighed og gensidig respekt for hinandens holdninger kommer til udtryk igennem direkte kommunikation.
- At alle børn bliver mødt med nærvær og genkendelighed ved aflevering. Dette for at skabe tryghed, kontinuitet og en god overgang mellem hjem og børnehave.
Forældremøder og forældresamtaler
To gange om året afholder vi forældremøder for alle. Her drøftes aktuelle temaer og giver indsigt i børnehavens arbejde og dagligdag.
Det er også på forældremøder, at vi drøfter tiltag, der i samarbejde med børnehave og forældre skal støtte og hjælpe børnefællesskabet godt på plads.
Én gang i løbet af efteråret afholder vi forældresamtaler med Anemone-forældrene, hvor vi taler om barnets trivsel, læring og udvikling, den kommende skolestart drøftes også her.
Der kan indkaldes til yderligere samtaler ved behov på initiativ fra såvel forældre som medarbejdere.
Mælkebøtte og Solsikke-forældrene tilbydes samtaler ved behov.
Forældreopgaver
Der planlægges to arbejdslørdage/weekender i løbet af et skoleår, og det forventes at man som forælder deltager i mindst den ene weekend. Her mødes man med andre forældre og hjælper til med stort og småt, spiser god mad og hygger sig sammen. Børn er naturligvis også velkommen.
Lån skole eller børnehave til arrangementer for børn i børnehaven
Som forælder på Den fri Hestehaveskole, herunder Følfod kan man låne shelterpladsen, skolekøkken eller hallen på skolen, hvis man skal holde et arrangement for børn fx fødselsdage eller hyggelige arrangementer for fællesskabet.
Kontakt kontoret for nærmere aftale og lån af nøgle.

