SFO og Klub
Børnenes fristed
SFO’en er et frirum efter skoledagen. Her er rammer og forventninger, men børnene har en høj grad af medbestemmelse over aktiviteter og deltagelse. Her er god plads til legeaftaler og til at sige til og fra i forhold til voksenstyrede aktiviteter. Børnene på DfH kommer mange steder fra, og derfor er vores SFO også et sted, hvor der skal være god plads til legeaftaler i fred for de voksne.
Vi har hjemme i Børnehuset, som ligger i forlængelse af indskolingsgangen og i samme hus som Naturbørnehaven Følfod.
Vores base er køkkenet, hvor køkkenvagten (den ansvarlige voksne i køkkenet) befinder sig, samt stuen, hvor børnene kan tegne, spille og slappe af. Udover basen kan leg, kreative projekter og andre aktiviteter finde sted på Shanes Værksted, i hallen, i indskolingsklasserne samt på skolens fantastiske udendørsarealer, herunder Frimærket. Disse fysiske rammer skaber grundlaget for en god og aktiv tid i SFO’en.
Vi skaber en pædagogisk hverdag, der styrker børnenes personlige og sociale udvikling gennem dialog, anerkendelse og guidning. Der tilbydes varierede kreative og fysiske aktiviteter inde og ude med fokus på selvstændighed og frihed under ansvar.
SFO’en er et sted med glæde, tryghed og fællesskab. Her handler det om leg, grin og venskaber. Vi taler pænt til hinanden, behandler hinanden med respekt. De voksne støtter naturligvis, når der er behov for det.
Velkommen i SFOén!
Som voksne i SFO vil vi gerne:
- Skabe rammer og kultur, hvor vi vægter børnenes trivsel og udvikling
- Give børn oplevelse af, at aktiviteter er noget særligt at være med til
- At børnenes ønsker til aktiviteter bliver hørt, og at der bliver planlagt derudfra
- Give børnene en oplevelse af, at de er en del af et fællesskab omkring aktiviteterne
- At børnene møder nærværende voksne, der ser og anerkender børnene
- Være rammeskabende, støttende og guidende
- At de voksne bruger deres personlige kompetencer og er autentiske. De mest motiverede voksne er også de mest inspirerende voksne
- Tilbyde et bredt udvalg af aktiviteter, så børnegruppens behov tilgodeses bedst muligt
- Give de kulturelle værdier videre i årets traditioner – følge årstiderne, naturens gang, med de muligheder, som det giver
Morgenåbning
Morgenåbning er inkluderet i prisen for de børn, som er tilmeldt SFO’en. Børn, der ikke er tilmeldt SFO’en, kan for 350,- kr. pr. mdr. benytte morgenåbningen. Der tilbydes morgenmad fra kl. 6.30 til kl. 7.30
Eftermiddagsmad
SFO’en stiller vand frem til børnene hver dag i køkkenet. De voksne opfordrer børnene til at få spist og drukket. Der er ingen egentlig bespisning i SFO’en, og børnene skal selv have mad og frugt med til om eftermiddagen. Erfaringsmæssigt ved vi, at børnenes sult er meget svingende fra dag til dag.
Forældresamarbejde i SFO
Forældresamarbejdet bygger på imødekommenhed og åbenhed, ærlighed og fokus på fællesskabet.
Vi ser forældrene som vigtige samarbejdspartnere, der kender deres barn bedst. Sammen med personalets faglighed skaber det grundlag for dialog om barnets trivsel og udvikling.
Personalet er lyttende, tager forældrene alvorligt og støtter, når der opstår udfordringer i hjemmet eller i SFOén. Personalet er altid åbent for dialog og deltager i skolehjemsamtaler.
Information om børnenes hverdag formidles via nyhedsbreve, billeder, opslagstavle og på INTRA. For de yngste børn prioriteres en mere direkte forældrekontakt.
Forventninger til forældre i SFO
- En god, stor og sund madpakke til eftermiddagstimerne, man bliver sulten af at lege
- Respektere fælles regler/rammer
- Ekstra tøj og sko, samt overtøj, der passer til årstiden eller, hvis uheldet skulle være ude
- Dagsaktuelle informationer om barnet gives videre til personalet herunder aftaler om bus og evt. legeaftaler
- At barnet selv sørger for at sige goddag og farvel til køkkenvagten
- Forældre støtter barnet i at rydde op efter sig selv, inden man tager hjem
- Forældre støtter op og bakker op om det, der sker i SFO’en
- Forældre i SFO’en respekterer, at visse emner ikke kan omtales eller diskuteres, mens børn lytter. Har du behov for at tale med os om vigtige emner, så finder vi en tid til dette.
- Forældre i SFO’en kommer til personalet eller skolens ledelse, hvis der er spørgsmål til vores pædagogik eller den måde vi driver SFO på, således at vi i fællesskab kan handle på situationen
Ind- og udmeldelser
Ind- og udmeldelse skal ske skriftligt evt. via mail til dfh@hestehaveskolen.dk til kontoret på Den fri Hestehaveskole. Alt vedrørende betaling mv. skal også omkring kontoret. Indmeldelse kan ske pr. den 1. eller 15. i måneden. Udmeldelsesfristen er løbende måned + 1 måned.
Skoleferier og fridage
SFO’en holder lukket i juleferien, to uger i sommerferien og fredagen efter Kristi himmelfartsdag. I efterårsferien, vinterferien og dagene op til påske er der fælles pasning med børnehaven for tilmeldte børn. For nærmere information henvises til årskalenderen.
Lukkedage
Hvert år har vi lukket om sommeren uge 29+30 og dagene mellem jul og nytår samt fredag efter Kr.Himmelfart og Pædagogiskdag. Lukkedage fremgår også af skolens årskalender, der hvert år bliver udarbejdet.
Klubben
Introduktion til Klubben
Klubben på Den Frie Hestehaveskole er et frivilligt tilbud for elever i 4.–6. klasse. Klubben har åbent fire dage om ugen efter skoletid. Her er en medarbejder til stede og sætter rammen for hyggelige og meningsfulde aktiviteter.
Der tilbydes både planlagte aktiviteter, som børnene kan vælge at deltage i, samt enkelte klubture og klubaftener. Klubben er et fællesskab, hvor alle bidrager og tager ansvar for, at det er et rart og trygt sted at være.
Hvem kan gå i Klubben?
Klubben er for elever i 4.–6. klasse.
- Elever i 4. klasse, som fortsat er tilmeldt SFO, kan benytte Klubben uden ekstra betaling
- Elever, der kun er tilmeldt Klubben, har adgang til Klubtilbuddet, men ikke til SFO’en
Klubben – et godt værested
Klubben er et hyggeligt værested og adskiller sig fra lidt fra SFO’en ved at være et ikke-pædagogisk tilbud. Der er altid personale til stede omkring klubben og indimellem vil der være voksenstyrede aktiviteter og værksteder for de børn, der har lyst.
Klubben bygger på de samme værdier og grundlæggende pædagogiske tilgange som resten af Den Frie Hestehaveskole.
Velkommen i Klubben!



